Pegefingeren

Jeg må åbenbart virke tillidsvækkende på børn. I dag da jeg var ude på Fisketorvet mødte en kammerat og mig nemlig et par meget fremme i skoene unge drenge. De var vel omkring de 10 år. Vi sad nede i p-kælderen, da min kammerat lige skulle ha’ en smøg. Pludselig kom disse to drenge forbi og spurgte om jeg ikke lige har 10,- kr. Min første tanke handlede om, hvorfor drengen spurgte om det. Jeg valgte dog det lidt mere flabede modsvar. Jeg spurgte om, han havde en 20,- kr.

Nu fulgte en samtale, om hvor hans forældre var. De var døde, og han gik ikke i skole og boede på gaden. Jeg siger så, at jeg blev nødt til at ringe til politiet, så han kunne få noget hjælp. Han løb så sin vej. Min kammerat og mig sad lidt og rystede på hovedet og grinede.

Da jeg lidt efter mødte dem oppe i selve centeret måtte jeg lige fortælle, at jeg lavede lidt gas med dem. De var så lidt uheldige at løbe på en skolelærer, som nok ville gøre noget, hvis den historie som drengene fortalte var sand. De var alligevel lidt overrasket over, at jeg kunne høre, at de ikke fortalte sandheden.

Desværre kunne jeg godt høre, at de to drenge var ret gadekloge. De vidste godt, hvordan de skulle klare sig på gaden. Der opholdte de sig sikkert meget. Trist, når familien Danmark ikke har det så godt.