Forleden dag kunne man læse i medierne, at ungdomsuddannelsesvejlederne på skolerne ikke fik nok fat i de svageste elever. Det må jeg lige skrive en kommentar om.
Det er nemlig helt korrekt, at vejlederne ikke komme ud til de svageste unge, men medierne skriver i hvert fald ikke om årsagerne. Som jeg har læst det virker det som om, at vejlederne sidder på deres kontor og venter på, at det banker på døren. Og ind kommer dem som ved hvad de vil, dem som stiller krav, dem som kender deres rettigheder.
Det som kendetegner de svageste elever er jo, at de ikke ved hvad de vil og at de ikke har det store overskud til at se mange år frem. UU-vejlederne prøver faktisk at få fat i de svageste elever, men desværre er det ikke altid at de svageste møder op til aftaler. Jeg har også hørt beretninger om, at de svageste zapper meget mellem uddannelserne. Den ene dag vil de noget, den anden dag vil de noget andet. Så er det svært at vejlede, og det ender nok tit med at de svageste ikke får begyndt på en ungdomsuddannelse.
Og skal UU-vejlederne så havde skylden for, at de svageste ikke starter på en ungdomsuddannelse? Nej, det mener jeg ikke. Der er mange årsager. Den vigtigste årsag er nok vores frihed. Alt hvad vejlederen kommer med er jo et tilbud, og tager man ikke imod er det ens eget personlige og frie valg. En anden årsag er det manglende overskud. At de svageste elever ikke har ressourcer til at træffe et valg, som de faktisk kan indfri. Man kunne sikkert få rigtig mange til at starte på en ungdomsuddannelse, men det er vel også vigtigt, at de gennemfører. Derfor skal man ikke bare starte et sted, fordi nogen mener det. Og tvang er en rigtig dårlig løsning.
Ungdomslivet er svært. Der skal træffes valg som kan få betydning for resten af ens liv. Det er ikke alle, der kan overskue det. UU-vejlederne gør deres bedste for, at få så mange i gang på ungdomsuddannelserne som muligt. Det lykkedes ikke altid, og det er der mange årsager til. Årsagen er ikke kun vejlederne.
