En ordblind dreng har i dag fået sine skolepenge retur. De skolepenge som forældrene betalte for at sende drengen på en efterskole for ordblinde. Sagen er lidt interessant, da det kan betyde, at der nu bliver lagt ekstra pres på kommunerne for at levere en ordentlig specialundervisning. Det har de svært ved pga. presset økonomi og flere og flere børn i specialundervisningen. Det sidste kan undre lidt. Hvad er det, der sker når flere og flere børn ender i specialundervisningen? Er vi blevet bedre til at stille en diagnose, eller bliver der født flere med hjerneskader eller skyldes det noget helt tredie? Jeg kunne godt forestille mig, at det har noget med de øgede krav der er i samfundet. Derfor kæmper forældrene en kamp for at sikre deres barn en god uddannelse. Det er smukt, men spørgsmålet er om undervisningen kan løfte disse elever?
Jeg så i Dags Dato forleden et indslag om to ordblinde drenge. De havde fået to forskellige tilbud. Den ene var kommet på Ordblindeinstituttet, den anden sad med en computer. På et tidspunkt bliver der sagt, at det er lærerne der sidder med kompetencerne om læsning. Det er rigtigt, at lærerne ved meget om læsning, men det er desværre få lærere som ved hvordan man løfter opgaven med de ordblinde. Hvordan undervisningen pædagogisk skal tilrettelægges, så den ordblinde bliver bedre og ikke bare modtager hjælp til en opgave. Skal jeg være ærlig tror jeg, at specialundervisningen på mange skoler er lektiehjælp, og ikke det løft som disse elever har brug for. Skal der være et løft skal lærerne uddannes meget bedre.
Desuden er systemet meget tungt. For et stykke tid siden kunne man høre om kommuner, der sagde nej pga. økonomi. De sagde det højt, men sådan er det i mange kommuner. I den kommune jeg arbejder i er der afsat en ramme til specialundervisning. Pengene er de samme om der kommer 3 eller 349 elever. Spørgsmålet er så om specialundervisningen virkelig kan løfte opgaven med at hjælpe disse børn?
