Pegefingeren

Jeg har lige slukket fjernsynet, for en amerikansk ungdomsfilm. Filmen hed ‘Race the Sun’ og handlede om en gruppe unge, som skulle deltage i et løb for soldrevne biler. Hvad filmen handlede om er lidt ligemeget, men det er skabelonen som filmen er bygget op omkring, der er lidt interessant.

De unge i filmen går på en taber high school, de kan ikke mange ting, de er faktisk også tabere, men de har gå-på-mod til at forandre fremtiden, eller de får dette mod fra en lærer, der giver dem en tro på dem selv. Lige præcis den opskrift på en film har det med at fange mig. Filmen er dårlig, men der er noget fantastisk over, at disse ‘tabere’ overvinder deres frygt og besejre verden. Jeg bliver sgu’ lidt rørt.

Jeg ville gerne kunne det som lærer. Det at kunne motivere de skoletrætte, de dovne – dem uden fremtid, til at gribe chancen og forklare dem, at med hårdt arbejde kan de forandre fremtiden. Det ville jeg godt. Desværre tror jeg, at det lykkes oftere på film end i virkeligheden. Men jeg vil alligevel prøve at give dem troen på dem selv og fremtiden.