Pegefingeren

Regeringen har løftet sløret for en plan som næste år skal spare 10 milliarder hos kommunerne. Jeg må indrømme, at jeg godt kan blive lidt nervøs over den plan. Det som virkelig undrer mig lige nu, er den måde som regeringen har udlagt det på. Er nulvæksten kun i kommunerne eller rammer den også Staten? Men det som virkelig går mig på er, at de kan vaske deres hænder og sige, at det ikke er dem som har lavet prioriteringerne. De siger bare til kommunen, at de skal spare. Hvor kommunen skal spare, er op til kommunen. Og skulle der opstå problemer, så kan regeringen altid komme og sige, at det var kommunens skyld.

Men måske skulle regeringen begynde at prioritere pengene. Så det er dem, der behøver som får hjælpen. Det betyder, at man får hjælp efter indkomst. At den meget rige ikke får den store offentlige hjælp, men at den fattige får hjælp til børnene osv.

Det værste ved planen er, at regeringen forsøger, at pakke det ind i, at kommunerne skal være mere effektive og kigge på de smarte kommuner. Det hele lyder positivt. Problemet er jo, at kommunerne i mange år har fået en masse ekstra opgaver, hvilket nu har efterladt kommunerne pressede. Og nu bliver de endnu mere pressede. Især hvis kommunerne skal opretholde de ydelser de giver til borgerne nu.

Jeg tror, at konsekvensen af denne plan er, at der vil komme flere sager, hvor kommunerne ikke lever op til de krav, der stilles til dem, fx på det sociale område. De vil trække beslutningerne ud, så de slipper for at tage de dyre løsninger. Politikerne har en tendens til at glemme, at de har med mennesker at gøre. For dem er det vigtigere, at budgettet stemmer.