Pegefingeren

Mudderet på festivalspladsen er ikke så slemt. Pladsen var i hvert fald bedre end jeg havde regnet med. Musikken kunne begynde at spille og festen kunne fortsætte. Musikken spillede, festen var i gang og mange var glade. Mine tanker var bare ikke på festival.

Regnen har ødelagt alt, regnen har ødelagt min fortolkning, regnen har ødelagt min Roskilde festival. Og særligt det sidste er jeg sur over.

Måden jeg foretrækker at høre musik på er ved at sidde ned, lytte og dyrke musikken. Det er desværre umuligt på årets festival, da der er mudder overalt. Jeg kunne være ligeglad, men det er jeg ikke – og det er lige netop problemet. Jeg ville ønske, at jeg kunne være ligeglad og bare nyde musikken. Men er der først noget som går mig på, så kan alle de positive ting ikke overskygge denne ene ting. Nej, uanset hvad bliver humøret nedafgående. Det er faktisk frygteligt ikke at kunne give slip på mine tanker. Resultatet er lige nu, at jeg sidder med en følelse af, at være død indeni. Det er ikke en særlig rar følelse. Hvad skal der til før, at jeg giver slip og lever?

Alkohol og stoffer kunne sikkert få mig til, hvad som helst. Problemet er jo bare, at det ikke er mig, som giver slip. Jeg giver slip fordi mine tanker er berusede. I mine tanker er det ikke godt nok. Det skal være mig, og ikke andre.

Kunne jeg ikke bare begynde at danse?