Sad til klokken 4 i nat og læste breve fra gamle dage. Da det var overstået sad jeg tilbage med en mærkelig følelse. Følelsen var en blanding af mange ting, at jeg savnede at få breve (jeg må i gang med at skrive), at jeg savnede en person, som jeg ikke længe kunne få breve fra, da hun har forladt denne jord, og at jeg savnede de pludselige indfald til at skrive tossede breve.
Hvor forsvandt det hele hen? Forsvandt det sammen med en større arbejdsbyrde, eller er det e-mailens skyld. Nej, som en kær ven for nylig sagde, så skyldes det kun én, nemlig mig. Og hvis jeg gerne vil ændre på det, må jeg ændre mig selv. Jeg må i gang med at skrive breve igen.
Tossede breve modtages med stor begejstring på min adresse… Så hvis du mangler en at skrive til, så sig til
Åh, det er mere tiden jeg mangler. Men jeg skal nok sige til, hvis det skulle blive aktuelt.
Det er noget man TAGER sig tid til!
Og det burde du vide…
Det er så simpelt som at, hmm, lade være med at poste et indlæg på sin blog, eller undlade at se det afsnit af en ligegyldig serie, eller istedet for at vente på at vandet koger til kaffen.
Ork, der er ikke noget der hedder manglende tid til brevveksling. Niks!
Du har fuldstændig ret. Det er noget man tager sig tid til. Desværre er det ikke så tit jeg får taget tiden til det. Men det skal der jo laves om på. Det er helt klart noget som skal opprioriteres.