Jeg må vist hellere til at passe lidt på blodtrykket. Jeg bliver nemlig lettere ophidset, når snakket falder det offentlige her i Danmark. Nu arbejder jeg selv i det offentlige, er glad for det, men der altså problemer.
Tidligere i dag hørte jeg i Radioavisen, at nogle læger var bekymrede for udviklingen i retspsykiatrien. Der havde været en voldsom stigning i patienter i retspsykiatrien, men antallet af senge var det samme som i 1994. Lægerne mente, at man udskrev disse patienter for hurtigt, og derfor var muligheden for tilbagefald ind i sindssygen en mulighed. Det er meget skræmmende, hvis der går mange ikke-raske mennesker rundt i blandt os. Og hvad der kan ske, så vi i sidste uge, da en 32-årig mand nærmest skar hovedet af en 48-årig tilfældig englænder.
Det som kan undre mig er, at den almindelige dansker ikke reagerer på dette. At de ikke stiller spørgsmål til de ansvarlige personer, og ikke stiller spørgsmålet om, hvordan det kunne ske? Tager vi eksemplet med Fælledgården, så er der ingen der går den ansvarlige minister på klingen. Tænk, at hun kan stå og sige, at regeringen har lavet en god rammeaftale for ældreområdet, og det er kommunens ansvar, hvis tingene går dårligt. Hvis man bare kan sige det, og balladen er ovre, så er det altså for nemt at være minister. Og vores fødevareminister kan blive ved med at sige, at der ikke er skåret ned på fødevareområdet.
Jeg kunne godt tænke mig, at folk vågnede op og stillede flere kritiske spørgsmål til politikerne, særligt dem som har det overordnede ansvar. Fordi der er skåret ned, de ansatte skal løbe hurtigere og da mange ydelser i det offentlige har med mennesker at gøre, så oplever mange brugere et stresset offentligt system, som aldrig giver en rigtig god service. Der er simpelthen ikke tid.
Men tingene ser måske nemmere ud i et regneark. Der sidder sgu’ nogle matematikere og glemmer, at vi har med virkelige mennesker at gøre.
De stiller skam spørgsmål, borgerne: “Hvorfor er pædagogerne så dumme, hvorfor er lærerne så dårligt uddannet … Hvorfor laver offentligt ansatte aldrig andet end at krydre røv og holde pauser?!”.
Jeg tror de offentligt ansatte i al for mange år har vænnet sig til en arbejdsplads med tryghedsgaranti. Derfor har der ikke været tradition for en stærk fagbevægelse. Vi er i stedet for flinke og bøjer nakken og løber stærkere.
Nu, hvor ingen arbejdsplads kan tilbyde livslang stilling a la tjenestemandslignende forhold, burde løn- og arbejdsvilkår, for det offentliges område, være justeret mere ind efter det private marked. Men nej.