Hmm, da jeg ikke selv har børn, så følger jeg jo meget med i, hvordan andre er sammen med og over for deres børn. Det lærer mig en masse om, hvordan jeg skal gøre og ikke gøre når jeg selv er sammen med børn. Men jeg må indrømme, at der er nogle situationer som jeg ikke ønsker at komme i, hvor jeg ikke ville vide, hvad fanden jeg skulle gøre.
Hvad siger man fx til en 12-årig som ryger? Og hvis det var ens eget barn? Jeg ville ikke vide det, men jeg ville frygte at jeg med mine bemærkninger ville skubbe mit barn væk fra mig. Og det gavner absolut ingenting.
Jeg har selv en datter, der snart fylder tre. Hvis hun begyndte at ryge ville jeg sige, det var rigtig dumt at starte. Og understrege det meget. Tale til hendes sunde fornuft. Jeg er selv ryger og det sindssygt svært at holde op.
Jeg tror ikke man kan gøre meget mere. Hvis man begynder med forbud, vrede osv. har det bare den modsatte effekt.
I øvrigt er det for sent, hvis hun er 12. Man skal starte sin “påvirkning” meget tidligere.
Selvfølgelig skal man starte påvirkningen meget tidligt. Men hvis man har gjort det, har vist sit billeder af rygerlunger osv., men alligevel starter barnet. Hvad er det for nogle processer der sker blandt de unge? Og kan vi overhovedet styrer det?