En træt gammel mand bag et computertastatur i en stor by

Jeg tror aldrig, at jeg har været så træt. Men det er den bedste træthed længe.

Min træthed skyldes to ting. Pearl Jam og Coldplay.

I lørdags var jeg til Pearl Jam i Berlin. De spillede i Wuhlheide, og det var den bedste koncert længe. Stedet, stemning og Pearl Jam gik op i en højere enhed. Det var fantastisk.

Søndag stod solen op igen, og med lidt træthed i kroppen gik turen nu mod Fredericia. Her skulle jeg sætte nogle af, og hente en ny, som skulle med til Herning og se Coldplay.

Da Coldplay begyndte at spille var jeg i en tilstand, hvor jeg var sovende, men alligevel vågen. Jeg var træt, meget træt. Det var Coldplay åbenbart også. De spillede gode numre, lavet et flot show, men jeg manglede noget. Jeg kunne selvfølgelig lade være med at sammenligne med deres koncert på Roskilde. Det var nok de samme numre de spillede, men der manglede en kontakt til publikum. Det var i hvert fald ikke den samme stemning, der var på Roskilde og i Herning. De manglede noget i Herning  – hvis du altså spørger mig.

Men det var jo meget fedt, da drengene plæudselig stod 10 meter fra os og sang Billie Jean.

Det gjorde sgu’ alligevel noget, at de var så tæt på. Coldplays show var bedre i Herning end på Roskilde. Det var sgu’ fedt med en tv-skærm, der fylder hele bagscenen. Koncerten sluttede jo, og nu begyndte turen hjem.

Vi var sent i København, og med 3 timers søvn var det op og på jobbet. Det har været en knap så frisk dag.

Tak til Torben, Martin, Astrid, Sarah, byen Berlin, Henrik og hans hytte. I gjorde denne weekend til noget superfedt!

Og selvfølgelig tak til Pearl Jam – som spillede en fantastisk koncert. Til publikum på Wuhlheide i Berlin som skabte en helt utrolig stemning. Coldplay skal selvfølgelig også ha’ en tak for et brag af en koncert.