Endelig er smerterne i mit knæ ved at forsvinde. Det er jeg meget glad for, da det ærligt talt har været ret irriterende. En ting er smerterne, en anden ting er de tanker som min lille sygdom gør ved mig.
Der er tankerne om, at jeg nok bør gøre noget mere aktivt ved sygdommen. Jeg kan jo godt gøre noget, som betyder at der går længere tid mellem anfaldene. Det er ok positivt, men det er svært at lave om på mine rutiner. Jeg bliver sgu’ særligt tosset, når en ryger siger “jamen, du kan da bare gøre…”. Så kan rygeren jo bare holde op med at ryge, så ville de nok forstå at det ikke er helt nemt at lave om på rutinerne.
Desværre så sætter sygdommen også negative tanker i gang. Nytter det at gøre noget? Og særligt tanken om at jeg er syg er dræbende for mig. Jeg vil jo nok ikke indrømme det. Og da jeg pludselig ikke kunne gøre ting, jeg gerne ville under Roskilde festivalen, så var jeg direkte på vej ned i et hul. Men at jeg ikke ville indse sygdommen gjorde nok, at jeg overlevede, da jeg med smerter gik videre. Sjovt var det nu ikke.
Men lige nu er jeg bare glad for at jeg kan gå uden at mærke mit knæ.
Jeg håber ikke det er mig som er rygeren… For jeg har da ikke udtalt mig i den anledning….
Bare rolig søster – du er ikke rygeren.