Ja det kan være svært at fortælle, når man har det sådan..og nogle gange er man også nødt til at gøre det….før man selv er helt parat…skulle du have kommet til at græde..tror jeg sagtens de kunne have forstået det..men vi er jo så bange for at miste kontrollen, det kender jeg godt…..sker det alligevel..så klarer man jo også den situation, er det ikke rigtigt, egentlig ?
Jeg arbejder med små børn, 5-6 år og jeg vil så gerne fortælle dem “Den lille pige med svovlstikkerne” som gjorde så stort indtryk på mig som barn…men jeg ved jeg kommer til at græde tilsidst i historien og det er også rigtigt svært….har fortalt den 3 gange i løbet af de sidste 12 år. så jeg rutter ikke med den…tænker ind imellem ved mig selv….nå, nu er du vist klart til at fortælle den…men halvvejs inde i historien så begynder min stemme at grøde og jeg forsøger at holde tårerne tilbage…uha! jeg kan heller ikke lide det..selvom jeg intellektuelt set synes det er ok. hvis jeg skulle komme til at græde…børnene kigger også lidt underligt på mig…sidste gang jeg fortalte var sidste år og heldigvis har jeg en god kollega, som lige fortalte resten…jeg fortalte så børnene at det var fordi den var så sørgelig og jeg var lige ved at græde…og det forstod de godt….det er selvfølgelig mindre børn….men jeg vælger selvfølgelig selv om jeg vil fortælle historien……og jeg tror lige jeg springer over i år….

De venligste tanker Anita