Der går sgu stadig ikke én dag uden jeg tænker på dig.. Jeg savner og være sammen med dig!.. og diskutere hvad den der hund fra “Silver” siger, hehe Al vores intern humor har jeg kun for mig selv nu, og det piner mig hver dag..
Og det var pisse svært og skulle slette dit nr. og din msn.. men vi ses når den tid kommer

Du lugter lidt a lorde..

din bedste makker,
-dolle

Det er nu et år siden du døde præcis i dag..

Savner dig stadig og det var skønt at se så mange mødte op på kirkegården i dag.

Du vil altid være i mit hjerte, og jeg er ked af at vi aldrig bliver gift, som vi aftalt.

Jeg tænker stadig på dig hele tiden, men som tiden går er jeg blevet bedre til at smile når jeg tænker på dig, frem for at græde.

Love you baby..

Største karm Anja

Og føler stadig med din familie og det var dejligt at se din mor idag.. Hun savner dig selvfølgelig også helt vildt meget..

Jeg husker den sang vi sang sammen, den kop kakao vi delte og den cigaret du tilbød mig, men som jeg takkede nej til. Dine kommentarer om min højde, dine festanekdoter og da du bad mig om råd om en pige du kunne lide. Dit smil, din latter og dit humør. Selvom det er flere år siden, jeg sidst så dig, har du aldrig forladt mine tanker. En bedre ven og kollega kan jeg ikke forestille mig.

Om få timer er det et år siden du forlod denne verden. Hvor går tiden dog hurtigt… Ofte tænker jeg på sin familie og dine venner, dem, der kendte dig så godt. Alle vi, der har været heldige nok til at krydse din vej – selv i ganske kort tid – er virkelig heldige. Du betyder mere for os, end du nogensinde vil få at vide. Eller måske ved du det nu? Det håber jeg…

Mine tanker går i disse dage til Nøbbes pårørende. Må I finde styrke i hans minde.

Æret være Henrik Nøbbe.

Du er savnet og elsket fra din ” plejemor “, jeg tænker dagligt på dig, dit lyse sind, de mange timer du har tilbragt hos Martin og Anja, dine altid sjove kommentarer, de mange køreture til Goblin Gate, hvor dig og Martin nørdede sammen.
Du var overbevist om din udødelighed, da du rejste, men jeg sagde jo til dig at du ikke skulle til Irak for at spille guitar, du skulle i krig.

Æret være dit minde.

Under anden verdenskrig gik USA ind i krigen. Daværende præsident gik ind i krigen, vel vidende at flertallet af den amerikanske befolkning var imod. Der ligger ca. 60.000 amerikanske soldater under den europæiske muld, alle på alder med Henrik Nøbbe. De gav sit liv for en sag, som de fleste i den amerikanske befolkning på daværende tidspunkt ville betegne som en sag, der ikke vedrørte dem. En sag de ikke burde kæmpe for, akkurat som du antyder, at vi ikke har noget at gøre med den håbløse situation i Irak. De 60.000 soldater og resten af de millioner unge mænd som gav sit liv for at nedkæmpe Hitlers krigsmaskine, har givet dig og andre det liv, som vi lever i dag. De skabte forudsætningerne for vores gode samfund.

Det eneste der er håbløst er, når man beslutter sig for, at en sag er håbløs. Så bliver tingene håbløse. Henrik Nøbbe besluttede sig for det modsatte. Han var overbevist om, at det nyttede, at det ikke var håbløst. Han var modig. Det er en dyb tragedie for alle omkring ham, særligt den nærmeste familie. Men når den værste sorg har lagt sig, vil han være en af vores ledestjerner, som han er det nu. Henrik Nøbbe har udrettet mere i sit korte liv end vi andre kan håbe på, vi kommer til. Det er store store mænd som Henrik Nøbbe, som gør en forskel.

Dvæl en kende, og se hvad historien vil fortælle os om Henriks bedrift.

Til sidst; politikkere er mennesker som vi. De føler præcis som du følte, da budskabet om Henrik Nøbbe nåede os alle. Men jeg er sikker på, at forsvarsministeren føler en endnu større skyld, end du kan forestille dig. At ha’ ansvaret for unge mennesker der sendes i en mission i en krigszone, er et stort ansvar, og medfører stor skyldfølelse, når en soldat dør. Vær ikke i tvivl om det. Du har det trygt og godt i din tilbagelænede observatør status. Det rykker bare ikke på den ene eller anden måde.
Mvh.
En tidligere udsendt soldat