Selv har jeg da en rem af huden. Jeg har en tendens til at vende mig mod mit personlige og private liv, selv om jeg ved at det faktisk også er et politisk valg. Det personlige er politisk eller hvad de sagde i 70′erne?

Jeg tror det er alment menneskeligt, men ikke desto mindre, dybt problematisk, at vi vender os indad mod os selv, og det vi mener at kunne magte, det mindre komplekse, det banale og flade fladskærmsagtige.

I vores husstand går diskussionen lige nu på, hvilken ny computer vi skal have, nu hvor den gamle er brudt sammen. Gud ske lov at vi også har en bærbar, for hvad skulle vi dog gøre uden!?

Selv om det afspejler en vældig rigdom, afspejler det på sin vis også en form for fattigdom.

Vi holder ikke længere avis, da vi simpelthen ikke har tid, og ja det kan da lyde som en dårlig undskyldning – men vi har en to-årig og to fultidsjobs.

Jeg ville gerne, at jeg kunne magte mere, vide mere, gøre mere end jeg kan. Jeg griber mig selv i at tænke: Heldigvis er jeg uddannet bibliotekar, heldigvis kan jeg lide at læse, heldigvis bebor jeg den vestlige hemisfære, hvor de fleste af os kan vælge at vælge, og vælge at vide og være dannede.

Her i husstanden er vores mest politiske valg vist, at vi ikke har bil.

Lige nu fik jeg lyst til at holde Weekendavisen, gad vide om jeg kan nå at læse den – den kan måske bo ude på toilettet, så kan det være den bliver læst i løbet af ugen.

KH Kristine.